Når praktikanten tager ejerskab.

Mød Nicolai, som på meget kort tid har vist, hvordan ydmyghed, flittighed og talent kan skabe et imponerende ejerskab på projekterne - selvom man er praktikant.

På vores stadig forholdvis korte rejse i Apply har vi fokuseret bevidst på at drive enterprise-projekter med erfarne senior-kræfter ombord. Apply er stiftet af halvgamle typer, som knaldede kode af i Notepad++ i 90'erne, og som har en meget klar holdning til, hvordan webudvikling skal udføres, og det har båret os langt. Men vi er også nået en størrelse, hvor vi har plads til og brug for supplerende ild i vores homogene terrarie 🐊

Derfor har vi været særligt glade for at byde Nicolai velkommen som praktikant hos Apply. For han er netop fortættet ilt fra en forrygende stor flaske - pakket ind i flittighed, nysgerrighed og skarphed.

Tidligere lektor på KEA og nuværende lead hos Apply siger: 

“Nicolai er pisse dygtig, spooky observerende og hamrende nysgerrig. Han har altid ja-hatten på og tør stille spørgsmålstegn ved vores tekniske valg – præcis den tilgang, vi elsker hos Apply.”

Med afsæt fra Multimediedesign på KEA har Nicolai allerede, på kun fem uger, formået at imponere os alle med sit engagement og sin dygtighed som junior frontendudvikler. Halvvejs gennem sit 10-ugers praktikforløb har han allerede sat et stærkt præg på os og vores projekter.

Nicolai har kastet sig direkte ind på et Umbraco opgraderingsprojekt, og fra første dag har han bidraget med løsningsforslag, som får projektet til at rykke op i fart og kvalitet.

At træde ind i et bureau, hvor den gennemsnitlige erfaring er 14 år, kan være overvældende, men Nicolai har formået at navigere i det med en imponerende ro og selvsikkerhed. Hans evne til hurtigt at forstå komplekse problemstillinger og komme med kreative løsninger har allerede gjort ham til en uundværlig del af teamet, og vi synes vist alle, at 10 uger er alt for lidt - mere om det senere på året.

Vi har også spurgt hans kollega Lisa, hvad hun tænker om den rolige raket ved sin side, og hun beskriver ham som dedikeret, hjælpsom og en ægte holdspiller. Det er jo enormt store ord fra en jyde, men de er fuldt ud fortjente 🌟

Nicolai er ikke bare et fagligt talent – han er også med til at skabe en positiv og inkluderende stemning på kontoret. Uanset om det er ved skrivebordet eller under vores fælles morgenmøder, bidrager han med en energi og et engagement, der smitter af på os alle.

Fem skarpe til Nicolai

Q: Hvem har den bedste musiksmag i Apply?
A: Thrane (ud fra den lækre playliste vi hørte i bilen til vinsmagning 😄).

Q: Hvad har overrasket dig mest i din praktik?
A: Hvor hurtigt man rykker på projekterne, og hvor mange projekter der er – mange bolde i luften, og det er mega fedt!

Q: Hvad er den største forskel mellem at være studerende og at være praktikant hos Apply?
A: At det, man laver, er til rigtige kunder, hvor der skal være styr på alle detaljerne, og man ikke bare skal have viden, men også færdighederne til at kunne føre projektet til ende.

Q: Hvad er det vildeste, du har lært, siden du startede hos os?
A: Hvor hurtigt det går! Læringskurven, pladsen til at lære og hvor fedt det er at arbejde med passionerede og dygtige mennesker, som brænder for det, de laver.

Q: Fortæl noget, som dine kollegaer ikke ved om dig?
A: Jeg er dykkerinstruktør (det er der dog allerede nogle, der ved 😅).

Men er der så slet ikke noget, som trækker ned? Jo, det er der i dén grad! På trods af alle sine gode kvaliteter, så hepper han på FC Latte i Parken 👎

Nok sagt, og videre - for selvom han kun har været hos os i fem uger, har Nicolai allerede lært os meget. Han har demonstreret, at han ikke er bange for at stille spørgsmål, grave sig ned i komplekse problemer og ikke mindst vise vilje til at udfordre sig selv. Vi håber, at vi kan give så rigeligt tilbage, og vi kan ikke andet end se en digital håndværker med en lys fremtid foran sig i branchen.

Nicolai i pseudo-frivillig opstilling med sin tidligere professor og nuværende mentor.

Nu gælder det de næste fem uger, hvor Nicolai vil fortsætte med at være en stor del af vores hverdag, og vi sender hermed kæmpe håndtegn ud til alle, som er med til at forme og danne disse nytilkomne i vores fantastiske hverv.

Velkommen, Nicolai - det føles allerede som lang tid (på den gode måde!) 🫶

Kristian Thrane
Co-CEO & Frontend Specialist