De fem etiske dogmer
Vi vil udøve en etisk ansvarlighed i vores arbejde, og vi vil være en del af den etiske ansvarlighed teknologibranchen.
Vi står 100% selv på mål for vores virke og vores væsen over for medarbejdere, kunder, brugere og samarbejdspartnere.
Vi er 100% selvejet og 100% drevet af fællesskabet.
Vores don't be evil hedder røvhulsfri zone, og det kan du læse mere om under vores kultur.
Vi er medlem af IT-Branchen, og vores tilgang til etik er inspireret af de fem etiske dogmer fra IT-Branchen, som vi arbejder ud fra i vores metoder, processer og værktøjer.
Og så er vi heller ikke bange for at sige nej til kunder, som prioritere profit og vækst over langsigtet ordentlighed og omdømme.
Læs mere om de fem etiske dogmer hos IT-Branchen.
01 MINIMÉR BELASTNINGEN AF ENERGISYSTEMET
Brændende platform: Digitalisering er ansvarlig for 4% af verdens C02-udledning.
Vi bygger vores kunders digitale løsninger, så de kræver det lavest mulige energiforbrug. Og energiforbrug indgår altid som et centralt kriterium, når vi rådgiver vores kunder til valg af it-arkitektur og platformsvalg. Arkitekturen og cirkulære indkøbsmodeller sikrer, at færrest mulige data flyttes kortest muligt, og at belastningen på både energi og båndbredde minimeres. Og vi benytter servere og datacentre, der drives af grønne energikilder.
02 TRANSPARENS
Digitale løsninger kan designes, så brugerne handler
mod deres egne interesser.
Vi benytter ikke dark-patterns i vores design. Vores løsninger udvikles, så brugerne får mulighed for at træffe bevidste valg for deres eget bedste. Vi må ikke gemme vigtig information væk eller forsøge at få brugeren til at udføre en handling, som ikke er i deres egen interesse. Og vi er særligt opmærksomme på ikke at skabe en negativ afhængighed hos brugerne.
03 BRUGERNES DATA
ER BRUGERNES DATA
Vi risikerer at gemme unødvendige data om brugerne,
som er brugernes ejendom.
Brugernes data opsamles ikke uden brugernes tilladelse.
Dataopsamling skal minimeres til det mindst mulige niveau, og data skal opbevares forsvarligt. Vi sikrer, at det er lige så nemt at slette data, som det er at afgive dem. Og vi overholder ikke bare love og databekendtgørelser, men designer proaktivt løsninger og arkitektur, så dataopsamling sker til brugernes bedste.
04 TILGÆNGELIGHED
Mennesker er forskellige og har forskellige
kompetencer ift. at benytte en digital løsning.
Alle skal have lige vilkår for at benytte digitale løsninger.
Derfor sikrer vi, at design, kode og indhold kan tilgås af alle, uanset fysiske, kognitive og sociale kompetencer.
05 Kunstig intelligens
AI og generative værktøjer kan accelerere en nødvendig og positiv udvikling i forhold til en række globale problemer, men de kan potentielt også skabe usikkerhed og uansvarlige digitale produkter – og en voldsom belastning på samfundet på grund af ressourceforbruget.
Vi bruger kunstig intelligens med omtanke for både mennesker, miljø og civilsamfund. Det betyder konkret, at vi ikke benytter AI i de menneskevendte brugergrænseflader af vores løsninger uden at synliggøre, at der er en AI bag dialogen. Samtidig etablerer vi en intern governance, der altid sikrer menneskelig overvågning af den kunstige intelligens.