David Gutfelt bliver administrerende direktør i Apply Agency
Fra 1. september får David Gutfelt officielt den rolle, han længe har haft i hverdagen. Administrerende direktør i Apply Agency, og den første konkrete nyhed i Apply 7.0.
Fra 1. september får David Gutfelt officielt den rolle, han længe har haft i hverdagen: administrerende direktør i Apply Agency.
David har gennem de seneste år taget et stadig større ansvar for kunderne, forretningen og hverdagen i Apply. Han har skabt ro, retning og fremdrift, også når resten af os er mødt op med et overfyldt taletidskort, en løs idé og rigeligt med Slack-emojis.
Det er nyt på papiret, men ikke i praksis. Og det er den første konkrete nyhed i Apply 7.0: den næste version af Apply efter næsten syv år.
Ny titel. Kendt rolle.
Med David som administrerende direktør bliver ansvaret for den daglige kommercielle, organisatoriske og rådgivende ledelse tydeligere.
Det giver Anja Damberg og Kristian Corr Thrane endnu mere plads til at være tæt på leverancerne, kunderne og teknologien. For os er ledelse nemlig ikke noget, der skal foregå langt væk fra projekterne. Den skal være dér, hvor beslutningerne bliver taget, systemerne skal hænge sammen, og kundernes virkelighed møder vores faglighed.
David har allerede vist, at han kan stå lige dér. Han kan skabe retning uden at gøre alting højtideligt og træffe klare beslutninger uden at glemme menneskene, der skal leve med dem.
David kombinerer tryghedsskabende DJØF-evner med menneskelig ro og en ret intens Apply-ånd. Det er en sjælden blanding og præcis den, vi har brug for.
Kristian Corr Thrane, medstifter og teknologiansvarlig
Første del af Apply 7.0
I sidste uge samlede vi holdet i Italien for at arbejde med, hvad Apply skal være virkelig godt til i de kommende år.
Vi kom ikke hjem med et strategidokument på 74 sider. Heldigvis. Men vi kom hjem med en tydeligere fælles retning. Og en my tømmermænd.
Vi vil bygge selvbetjening og brugerportaler, der løser virkelige problemer. Vi vil bruge AI og agenter, når de skaber reel værdi, ikke bare fordi nogen har skrevet AI på årets PowerPoint-skabelon. Og vi vil fortsat have erfarne mennesker tæt på kunderne og de løsninger, de er afhængige af.
Davids nye rolle er en vigtig del af den arbejdsdeling. Han får ansvaret for at samle forretning, mennesker og retning, mens vores seniorprofiler fortsat bliver ved kunderne og teknologien.
Det kan David
David kommer med mange års erfaring fra konsulentbranchen og har arbejdet med digital strategi, delivery, ledelse og komplekse kundeprojekter på tværs af brancher, organisationer og lande.
I Apply har han længe spillet en central rolle i den måde, vi samarbejder, prioriterer og leverer på.
Det, jeg holder mest af ved Apply Agency, er kombinationen af faglighed og menneskelighed. Vi tager teknologien seriøst, men vi tager også samarbejdet seriøst. Kunderne skal kunne mærke, at vi både forstår deres forretning, deres systemer og deres hverdag. Det er dér, vi gør den største forskel.
Og når man spørger David selv, hvad der ellers driver ham, bliver svaret ikke nødvendigvis mere corporate.
Jeg tror på ordentlighed, god energi og på, at man ikke skal gøre ting mere komplicerede, end de er. Apply Agency er et sted, hvor man kan sige tingene, som de er, med plads til forskellighed, også i musiksmag. Det kræver stor tillid, både internt og eksternt. For mig er tillid hastighed, og hastighed er en af de afgørende faktorer for succes i vores branche.
At han samtidig drikker Wiibroe-øl og hører Kandis, trækker selvfølgelig ned for os alle. Men hvis der skal være plads til forskellighed, må vi åbenbart også mene det, når det bliver svært.
Tillykke, David. Det er velfortjent, og vi glæder os til at bygge Apply 7.0 sammen med dig.
Anja og Kristian, på vegne af alle i Apply 🫶🏼