Indspark 2 min. læsning
Et CMS er ikke længere en organisatorisk investering. Det er bare en ramme om jeres indhold.
Portalen, integrationerne og agenterne bor et andet sted. CMS'et skal holde indholdet pænt og udstille det uden bøvl. Vælg det derefter.
Senior softwareudvikler og teknologiansvarlig
- CMS
- Arkitektur
Der var engang, hvor valget af CMS var en beslutning på direktionsniveau. Man købte en platform, satte et program op, udnævnte en styregruppe og sendte redaktionen på kursus. Tre år senere var man live, og organisationen havde bøjet sig efter systemet undervejs.
Sådan er det ikke længere. Eller rettere: Sådan behøver det ikke længere at være.
Det, et CMS faktisk gør
Skræl markedsføringen af, og et CMS gør tre ting: det holder en indholdsmodel, giver redaktørerne et sted at skrive og udstiller indholdet til dem, der skal bruge det, i dag typisk gennem et API.
Det er vigtige ting, men det er også alt. Kundeportalen, selvbetjeningen, integrationerne til fagsystemerne og de agenter, der skal svare kunderne, bor et andet sted. De læser fra CMS’et, men de bor ikke i det.
Hvornår skiftede det?
Tre ting skete nogenlunde samtidig.
- Frontenden flyttede ud af CMS’et. Sitet, appen og portalen bygges i dag som selvstændige produkter, der henter indhold via API. CMS’et er blevet en datakilde blandt flere.
- Prisen for at skifte faldt. Når indholdet ligger i en struktureret model med et API, kan man flytte det. Det gjorde man ikke frivilligt, dengang templates, logik og indhold sad sammen i én installation.
- AI kom til. Agenter og søgning læser indhold gennem det samme API. De er ligeglade med, hvilket logo der står på loginsiden. De er ikke ligeglade med, om indholdsmodellen er ren.
Vælg det som en ramme
Når CMS’et er en ramme om indholdet, skal det vælges som en ramme. Ikke som en strategi.
Det betyder tre spørgsmål i stedet for et udbud på 80 sider:
- Passer indholdsmodellen til det, vi faktisk har? Ikke det, vi drømmer om at have.
- Vil redaktørerne bruge det uden at hade det?
- Hvad koster det at komme ud igen?
Umbraco, Sitecore og DatoCMS svarer forskelligt på de tre spørgsmål. Svaret er ikke det samme for alle, og det er netop pointen.
Det, vi ikke siger
Vi siger ikke, at CMS’et er ligegyldigt. En dårlig indholdsmodel koster i årevis, og en redaktion, der ikke kan lide sit værktøj, holder op med at skrive. Vælg ordentligt.
Vi siger heller ikke, at det gælder alle. Et mediehus med hundrede redaktører og deadlines hvert kvarter har et CMS, der er hele organisationens værktøj. Men de fleste organisationer er ikke et mediehus. De har en hjemmeside, en portal og et indhold, der skal være til at finde.
Så hvor ligger investeringen?
I det, brugerne skal kunne klare selv. I portalen, hvor kunden logger ind og får noget gjort. I integrationerne til de systemer, hvor sandheden bor. I de agenter, der skal svare rigtigt og handle med måde.
Det er der, organisationen skal bruge sin opmærksomhed. CMS’et skal bare være godt nok til at holde indholdet pænt og udstille det uden bøvl.
Og hvis nogen inviterer til kickoff for “CMS-projektet” med kage og styregruppe, så spørg venligt, hvilket produkt det er, der skal bygges. Kagen kan I godt beholde.